Fantastisk let og dejlig smagfuld
Foto: hurtig wokret med oksestrimler og ristede sesamfrø |
200-250 g oksestrimler
Kinesisk soya
1 pose af dine favorit wokgrøntsager
Sesamfrø
Olie til stegning
Opskrift
Start med at overdynge oksestrimlerne med masser af kinesisk soya og stil dem i køleskabet i 10 minutter. Rist i mellemtiden sesamfrøene ved mellem varme på en tør pande. Når de er klar, tages de af varmen og sættes på bordet i en skål. Og så har du her også tid til at dække bordet, mens dit kød marinerer. Derefter hælder du lidt olie på en pande, tag oksestrimlerne op af marinaden og steg dem ved høj varme til de er stegt på alle sider. Skru herefter ned på middel varme, hæld marinaden over kødet og fordel grøntsagerne ovenpå. Sæt låg på panden eller læg et stykke sølvpapir over, og lad retten simre i 5-10 minutter til kødet er færdigstegt og grøntsagerne dampet. Når låget fjernes kan grøntsagerne vendes med kødet, og retten er klar til servering!
Retten kan serveres helt som den er, især hvis du forsøger at maksimere mængden af grøntsager i dine måltider. Du kan også servere brune ris til, nudler eller vende en pose frisk spinat i retten kort før servering.
Du kan også vælge at marinere kødet dagen før eller om morgenen – gør præcis, hvad der er lettest for dig. Retten kan tillige forfines med diverse ekstra tilbehør og naturlige smagsforstærkere. Drys evt. retten med frisk, hakket chili sammen med sesamfrøene. Hvis du som mange holder specielt meget af ingefær eller hvidløg, så hak og tilsæt masser af dette allerede under marineringen. Der kan med fordel også tilsættes en dåse vandkastanjer, som sjældent er med i de frosne grøntsagsblandinger.
Selvfølgelig ville denne ret følge mine sunde kostråd mere nøje, hvis man indkøbte alle grøntsagerne friske og klargjorde dem selv. Men engang imellem så er det okay at forkæle sig selv med et hurtigt og let måltid. Og ros dig selv for at have valgt denne løsning frem for at bruge tiden på at udvælge, ringe efter og vente på leveringen af en usund pizza eller burgermenu.
Rigtig god fornøjelse!
Mmmmm,
LevSundtNU
Det her ser da bare super lækkert ud! kunne man håbe du ville servere det når vi ses næste fredag? måske med den lækre mango/gulerod/banan smothie til dessert? nam nam...
SvarSletHej skønne kvinde,
SvarSletDet kunne man vel sagtens tænke - det er jo en super let ret. Jeg skal nok holde øje med oksestrimler, når jeg handler næste gang.
God weekend,
KH Ditte