31 juli 2011

Det bedste tip mod løg-fingre

Tandpasta tandpasta tandpasta – og ohh yes, det virker!!!

Tandpasta mod selv de ækleste løg-ildelugtende fingre

Tandpasta
- det bedste tip mod løg-fingre
Ingredienser
Tandpasta
Tandpasta
Tandpasta

Opskrift
1) smør godt ind
2) skum op med lidt vand
3) skyl af
4) og vupti, mint-fingre i stedet J

Selv efter jeg var kommet igennem denne kæmpe portion af løg til en stor gryde sammenkogt ret, kunne tandpasta fjerne løglugten fra mine fingre. Så hvis du ikke kendte til dette tip i forvejen – så prøv det af. Det virker!!!

Og egentlig brugte jeg ikke særlig meget, så jeg er ret forbavset over effekten….

Tak til min gode ven Margeir for tippet – det er guld værd J

Tadaaahh,
LevSundtNU

24 juli 2011

Søndagshygge – medjool dadler med nøddesmør

Har du nogensinde smagt cashewnøddesmør…? I princippet behøver det overhovedet ikke at blive akkompagneret af en dadel – det smager fuldstændig himmelsk helt i sig selv lige fra glasset på ske!! Stor overraskelse, da både hasselnødde- og mandelsmør smager ret bittert i sig selv. Nå, men i dag havde jeg sat mig for, at smage tre forskellige varianter af nøddesmør i medjool dadler, og her kan du se mit lille eksperiment. Velbekomme!

Himmelsk sødme fra dadler med nøddesmør

Ingredienser
Medjool dadler med nøddesmør
- himmelsk sødme
3 medjoohl dadler
½-1 tsk mandelsmør
½-1 tsk hasselnøddesmør
½-1 tsk cashewnøddesmør

Opskrift
1) Åben og udsten medjool dadlerne
2) Læg en lille teskefuld nøddesmør godt ind i dadlerne
3) Lav en kop dejlig varm te
4) Spis og nyd den himmelske sødme

Jeg må ærligt tilstå, at hasselnøddesmør i dadler er min absolutte favorit. Smager fuldstændig som nougat og er perfekt til at tilfredsstille en sød tand. Og det er bare så himmelsk sødt, at man ikke behøver mere end en enkelt til to dadler førend den søde tand er glad og tilfreds i mange timer…

Mandelsmørret derimod er efter mine smagsløg pænt kedeligt. Ved godt nok ikke hvad jeg skal bruge det til, for håbet om smag af marcipan blev slukket hurtigt og brutalt i første bid. Men kan det mon være på grund af, at denne version er inklusiv skal…?! Måske jeg burde få købt mig en version uden skal – det må prøves, når jeg en dag falder over det igen.

Selve medjool dadlerne er store og lækre, og nemme at have med at gøre. Men jeg ved ikke lige om jeg synes de er pengene værd i forhold til almindelige dadler. Så stor forskel er der altså ikke på selve smagen…

Ideen med dadler og hasselnøddesmør kommer jo fra Kernesund Familie, så Ninka skal lige have den store anerkendelse at have sat fokus på denne lille skat af himmelsk sødme. Så hvis der overhovedet er nogen, der har tvivlet på hendes påstand om at dadler med hasselnøddesmør smager nøjagtig som nougat, så kan I godt begynde at undskylde i en fart!

Jeg har købt alle varianterne af nøddesmør hos Helsemins butik ved Københavns Hovedbanegård. Hvis du hellere vil købe over nettet, så har de alle varianter, også den helt hvide mandelsmør af smuttede mandler her hos Helsebasen! Rapunzel varianterne er de helt bløde og jævne - anvendt her og på billedet herunder, hvorimod MONKI er chunky J


Søndagshygge med te og sødt!

Nammelinam,
LevSundtNU

18 juli 2011

Tunsalat – den nemme til dig der elsker pesto

Elsker du pesto og har du til tider en travl aften – så vil du elske denne opskrift. Den er hurtig og nem at lave, og så smager den jo bare rigtig dejligt, hvis man altså kan lide pesto… Velbekomme!

Nem tunsalat med pesto

Ingredienser
Nem tunsalat
- for all the pesto lovers...
2-3 dåser tun
1 glas grøn pesto
1 lille glas kapers
1 salatløg eller rødløg
En masse peber
Salat

Opskrift
1) Dræn tunen, hæld i en skål og fordel med en gaffel
2) Tilsæt pesto og vend godt rundt
3) Dræn kapers, skær løg i små tern og tilsæt sammen med peber
4) Bland rundt og vend tunsalaten ud på en bund af frisk salat

Køb godt ind med tun til denne opskrift, for alt efter hvor meget du nu elsker grøn pesto, så kan du smage til om det lige er to, tre eller fire dåser, der er det rette antal for dig. Jeg har bare fundet denne salat super nem og spiser den engang imellem, når arbejdet for eksempel har taget til for meget hul på min aften… Og hvis man som mig ikke kan spise brød til – jamen så kan jeg kun fortælle, at denne grønne tunsalat smager rigtig dejlig med nogle friske cherrytomater fra stilk J

Tip til tilbehør: Cherrytomater, revet gulerod, peberfrugt i tern, agurk i tern, majs, ærter og babyspinatblade

Grønt i grønt…

Jum jum,
LevSundtNU

10 juli 2011

Cremet chokolademousse – 100% naturlige ingredienser

Et af mine egne skridt på vejen til et sundere liv er at få flere grøntsager indarbejdet i min kost, foruden alt helst skal være naturlige råvarer og så smage godt. Så her får du min opskrift på en cremet chokolademousse med avokado. Den smager rigtig dejlig af chokolade og konsistensen er virkelig næsten helt ”uartig-snasket”. Her har jeg opgraderet til mine gæster med et par farverige og smagfulde toppings. Velbekomme!

Cremet chokolademousse med toppings

Cremet chokolademousse
- 100% naturlig med diverse toppings
Ingredienser
1 stor moden banan
1 avokado
1 dl soyamælk
10-12 dadler
3-4 spsk ren kakaopulver
Saften fra 1 appelsin
Drys af vaniljekorn

Toppings:
Kakao nibs
Kokosflager
Hakkede, ristede hasselnødder
Frysetørrede jordbær
Frysetørrede hindbær

(6 små portionsglas)

Opskrift
1) Udsten dadlerne og smid dem i blenderen
2) Pres saften fra appelsinen over og blend til fin masse
3) Tilsæt banan, avokado, soyamælk, vaniljekorn og kakao
4) Blend til en ensartet og cremet mousse, og sæt på køl
5) Fordel chokolademoussen i passende portionsglas og pynt med diverse toppings

Jeg har i denne chokolademousse brugt ren kakaopulver – det der bruges til madlavning. Det er ret kraftigt, så hvis du bruger en mere mild og fedtfattig udgave, fx fra Urtekram, skal der sikkert anvendes et par spiseskefulde ekstra. Så smag endelig til, så du opnår din helt rette og foretrukne chokoladesmag.

Tip til intens choko-orange smag: Chokolademoussen smager som sådan ikke af appelsin, så hvis du gerne vil have en mere gennemtrængende smag af appelsin, kan du udskifte soyamælken med saften fra endnu en appelsin. Tilsæt revet skal fra appelsinerne samt måske lidt af saften fra en lime eller citron. Så får du helt sikkert en mere intens choko-orange smag.

Tip til portionsanretning: For at kunne komme chokolademoussen ned i de små glas uden at få det udover glassene, så hælder jeg moussen i en almindelig frostpose og klipper et lille hul i hjørnet. Det er super let og gør at du kan få en lille fin top på den lækre chokolademousse. Det ser nu meget godt ud…

Jeg har her pyntet med forskellige typer af toppings. Det gør det langt sjovere at spise sund chokolademousse, og så får du også tilfredsstillet øjnene med en fryd af skønne farver og lidt variation. Det er også rigtig hyggeligt at servere til gæster i små skåle, så de selv kan blande drysset på deres chokolademousse. Chokolademoussen smager også godt med rosiner og pistacienødder. Så slå dig endelig løs og lad kun din fantasi sætte grænser – jeg glæder mig til at høre om dine egne eksperimenter J

De frysetørrede bær har jeg købt hos SpecialKøbmanden. De kan også købes på deres hjemmeside – se her!

Rigtig god fornøjelse!

Guffeliguf,
LevSundtNU