30 oktober 2011

Cremet jordskoksuppe – den seriøst sunde variant

Så har jeg eksperimenteret i køkkenet igen. Og denne gang står den på en vidunderlig, cremet jordskoksuppe helt uden fløde, og mælkeprodukter i det hele taget. Derudover indeholder den heller ikke bouillonterninger med gærpulver, dårlige fedtstoffer og ustyrlige mængder salt. I stedet en lille bitte smule karry samt en dåse asparges, der er med til at give den lækre, cremede konsistens. Velbekomme!

Lækker cremet jordskoksuppe sødet med pærer

Cremet jordskoksuppe
- den seriøst sunde variant sødet med pærer
Ingredienser
500 g økologiske jordskokker
2-3 store rødløg
1 fed hvidløg
2 modne pærer
1 ds asparges
1 kvist timian
 ½ tsk karry
4 spsk kinesisk soya
Vand
God olie til stegning
Evt. en smule citronsaft
Evt. ekstra (Himalaya) salt

(ca. 2-3 personer)

Opskrift
1) Skyl jordskokkerne og pærerne, og skær i stykker af ensartede tykkelse
2) Skær rødløg i store stykker, og svits i en gryde med olie samt karry
3) Tilsæt hvidløg plus kinesisk soya, og svits kort af ved ikke alt for høj varme
4) Vend jordskokker og pærer i gryden, og tilsæt timian samt aspargessnitterne siet og skyllet
5) Fyld op med vand til det dækker alle grøntsagerne, og lad det hele småsimre i max 20 minutter
6) Tag timiankvisten op og blend med en stavblender til en lækker cremet suppe
7) Spæd op med en ekstra sjat vand, hvis den er for kraftig i smagen eller for tyk i konsistens, og tilsæt evt. timianbladene igen
8) Smag eventuelt til med lidt citronsaft, ekstra salt samt et par dryp af en god olie på toppen
9) Kom evt. lidt ekstra pynt på toppen – se tips til toppings herunder…
10) Server, spis og nyd!

Jeg kan seriøst godt undvære mælkeprodukter, når denne konsistens og smag kan opnås alene ud fra grøntsager og frugt, og så lige lidt olie, timian og soya… Jeg lover, at du bliver overrasket over denne suppe, både hvad angår smagen og konsistensen. Rigtig god fornøjelse!

Husk at købe økologiske jordskokker, for så kan du nøjes med at skylle dem godt uden at skrælle dem, og du får alle de lækre vitaminer med fra skrællen. Herudover anvender jeg den glutenfri, Genuine Tamari fra Urtekram som kinesisk soya, da den har en god smag, der ikke alene smager salt. Så pas på mængdeforholdene, hvis du anvender en anden slags – så skal du formentlig anvende mindre.  Og husk også at skylle aspargessnitterne, da de ligger i en lage fyldt med konservering og salt, og det ønsker vi helst ikke med. Hellere salte med en god salt og i de rette mængder i forhold til dine smagsløg.

Jeg er selv begyndt at bruge Himalayasalt. Jeg ved ikke, om jeg endnu har set den research, der overbeviser mig om at det virker basisk på vores kroppe, frem for en syre for vores krop som alt andet salt. Men indholdet af mineraler og sporstoffer i Himalayasalt må jeg indrømme er tiltalende, da det er et faktum at disse elementer er gode for vores kroppe og hjælper vores fordøjelse. Så derfor…

Tip #1 til topping: skræl nogle tynde skiver af et par af jordskokkerne, vend i en smule olie og salt, og bag i ovnen på 180 grader til de er sprøde
Tip #2 til topping: du kan også tage noget så simpelt som at hælde lidt god hørfrøolie på toppen, giver en god og sund fedme til suppen
Tip #3 til topping: klip en håndfuld purløg ud til drys
Tip #4 til topping: rist lidt hasselnødder eller mandler ved 150 grader i ovnen i max 10 minutter, hak dem og drys på toppen som knas
Tip #5 til topping: og sidst, du kan også lave lidt karamelliserede rødløg ved at skære rødløg i halve ringe og svitse i lidt olie, tilsætte en smule figen-dadel eddike og lad det riste af.

Mums, jeg kunne have brugt alt dette på min suppe…
Kom endelig med dine egne forslag, hvis du har andre spændende ideer til topping!

Dejlig varm og sund nydelse på en mørk efterårsdag J

Mums mums mums,
LevSundtNU

23 oktober 2011

Sprøde bananchips – et sundt slikvalg

Endelig er bananchips uden sukker, honning eller friturestegning landet i Danmark, og så i en lækker luftig og sprød udgave. De har nu nok været her et stykke tid, må jeg indrømme, men det tog bare lidt tid at få dem købt og smagt. Men da jeg endelig smagte dem, blev jeg faktisk ret overrasket over deres vilde sød-syrlige banansmag. En total uartig smag, der for mig er et virkelig godt alternativ til sukkerholdig slik. Velbekomme!

Sunde sprøde bananchips

Sprøde bananchips
- lige nu mit total favorit slikalternativ :)
Ingredienser
Urtegaarden – Banan

Opskrift
1) Et smut i helsekost
2) Luk op
3) Spis…

Jeg sætter særlig stor pris på naturlige produkter, og jeg har længe ledt efter bananchips uden sukker. Så jeg må sige, at jeg er pænt tilfreds med denne løsning, der både ligger højt på mit smagsbarometer og så oven i købet er på økologiske bananer.

Man skal jo så lige have i tankerne, at tørrede bananer indeholder en del kalorier, så det er jo slik, som man ikke bare skal hælde en hel pose ned af, selvom disse små godter faktisk ikke vejer særlig meget...

Jeg har så lige opdaget, at Urtegaarden også har disse chips i tørret mango, ananas og papaya. Disse varianter har jeg ikke smagt endnu, men står højt på min to-do liste J

BØN: Så vælger jeg lige her til sidst, at glæde mig til at de salte og krydrede bananchips, jeg smagte i Indien, ligeledes må finde vej til vores himmelstrøg. Et ønske smidt ud i luften...

Sundt og velsmagende slikalternativ!

Knas knas knas,
LevSundtNU

18 oktober 2011

Spicy kyllingedeller - 3 smagsvarianter

Hvis du ikke allerede har lagt mærke til det, så elsker jeg nemme løsninger, der også smager godt. Derfor får du her min opskrift på tre varianter af mine spicy kyllingedeller. Tricket er at lave en basisfars, tilsætte diverse krydderier samt ingredienser for at skabe forskellige smagsvarianter, og så tilberede dem i ovnen. Det er super nemt, tager ikke ret lang tid og så har du mad til flere dage… Velbekomme!

De nemmeste spicy kyllingedeller

Ingredienser
Basisfars
Spicy kyllingedeller
- 3 virkelig nemme smagsvarianter
3 x 450 g hakket kyllingekød
3 store rødløg
3 store æg
50 gram hørfrø opblødt i 2 dl vand
En masse peber
Hvidløg eller hvidløgspulver
6 spsk kinesisk soya

Indisk version
Tandori krydderi
Rosiner
Evt. groft hakkede mandler

Karry version
Karry krydderi
Tørrede abrikoser
Chiliflager

Italiensk version
Paprika
Pizzakrydderi
Chiliflager

(ca. 50 styk)

Opskrift
1) Sæt hørfrø i blød – evt. aftenen før
2) Tænd ovnen på 200 grader
3) Blend rødløg fint i en hakker
4) Smid kyllingekød, rødløg, æg, hørfrøene, soya samt krydderier i en stor skål og rør grundigt rundt
5) Tag 1/3 del af farsen over i en mindre skål
6) Tilsæt de ekstra krydderier og ingredienser til en af smagsvarianterne *
7) Brug en spiseske og form farsen på bagepapir på en bageplade
8) Sæt i ovnen i max 15 minutter
9) Fortsæt med de resterende 2/3 dele af farsen
10) … og vupti du har 3 smagsvarianter kyllingedeller klar til servering!

* Her skal der altså bruges en spiseske til doseringen af krydderierne, og ikke en teske. Vær ikke nærig eller bange for krydderierne, disse kyllingedeller kan tage en hel del!!

Jeg laver tit og ofte denne opskrift på basisfarsen og eksperimenterer med mange forskellige smagsvarianter. Jeg har tidligere tilsat tomatpuré til den italienske version, hvilket også smager godt (men spar lidt på det, det smager ret meget igennem). Så slå dig endelig løs og find dine egne varianter med sunde naturlige ingredienser og max op på krydderierne. De er gode for os!

Herudover så er denne måde at lave ”frikadeller” på bare virkelig nem. Den både sparer tid i modsætning til at stå med pande og gafler og vende hver enkelt frikadelle, men ikke mindst i forhold til rengøringen af et uoverskueligt svineri på komfuret bagefter.

Og lov mig nu at glemme alt om både mel og mælk, når du laver frikadeller. Det er absolut ikke nødvendigt, overhovedet!! Sæt spørgsmålstegn ved sådanne gamle vaner. De opstod for meget lang tid siden og formentlig på baggrund af at spare penge i forhold mængden af kød og give fyld. Og jeg formoder, at det sikkert ikke var på grund af smagen – den har vi nok bare vendt vores smagsløg til gennem tiden. Så hvis du ikke lige får lysten til at lave mine 3 smagsvarianter af disse spicy kyllingedeller, så bare husk at undlade mel og mælk i dine egne traditionelle frikadeller fremover…

Til sidst, så må du endelig ikke være nervøs selvom farsen bliver en smule mere ’flydende’ end almindelig frikadellefars. Dette sker der intet ved, de skal nok sætte sig efter de 10-15 minutter i ovnen.

Tip: frys ned i mindre portioner, så har du altid et mellemmåltid eller til sen aftensmad, når du ikke har tid til at lave det vilde i køkkenet…

Sæt ekstra krydderi, farve og smag på tilværelsen J

Mamselimam,
LevSundtNU

10 oktober 2011

Sundere drikke – et udvalg af mit bytte fra messebesøg

Sådan set sværger jeg til vand som min primære kilde til væske, da det også er min foretrukne tørst-slukker. Vand vand vand – det er det reneste, og så ser jeg også en stor fordel i ikke at indtage en masse kalorier i mine drikkevarer. Jeg må jo nok indrømme, at jeg foretrækker at spise mine kalorier frem for at drikke dem. MEN….. hvis du skulle få lyst til nogle sundere, smagfulde drikke uden sukker, sødemidler og andre kunstige tilsætningsstoffer, så har jeg et par forslag her. Velbekomme!

Smagfulde drikke uden sukker

Sundere, naturlige drikke
- uden sukker, sødemidler og kunstig tilsætning
”Ingredienser”
Vita Verde økologisk juice
(2 varianter med Apple Cranberry og Orange Mango)
bi okay
(2 varianter ”danskvand” med smag af hindbær lakrids eller kiwi kaktus ananas, begge med probiotiske bakterier)
Wellness Organic Human Water
(1 variant med smag af hindbær)

”Opskrift”
1) Et smut i helsekost eller på nettet (i god tid)
2) Skru låget af
3) Drik, nyd og sluk tørsten …

Jeg har længe ledt efter en tranebærsaft, der IKKE er sødet med sukker. Og den er så fundet nu, hvilket jo er herligt. Tranebær er jo også et fantastisk naturlægemiddel, der blandt andet hjælper mod blærebetændelse. Derudover synes jeg, at tranebærjuice smager dejligt friskt, især med en isterning eller to. Vita Verde varianten med mango og appelsin smagte også ret vidunderlig, og man kunne virkelig smage der var brugt ægte pureret mangofrugt. Og hvis man synes, at denne juice variant er lidt tyk, så smager den ret godt piftet op med en sjat danskvand (synes jeg i hvert fald selv). Begge varianter kan købes hos ØkoTaste.

På mit messebesøg fandt jeg også Wellness Organic Human Water, der findes i tre smagsvarianter. De to af varianterne brød jeg mig ikke så meget om, men denne med hindbær smagte ret godt. Derudover indeholder drikken kun økologiske ingredienser, forskellige antioxidanter i form af te-ekstrakter med mere, og så er den sødet med agavesirup. Dette betyder, at der er kalorier i drikken, men den er langt bedre for vores blodsukkerniveau end hvidt sukker med langt højere glykæmisk indeks. Udover på den sunde livsstilsmesse i Øksnehallen, har jeg også mødt produkterne i Helsemin samt nogle af deres andre produktlinjer i 7-eleven. Respekt til folkene bag virksomheden, Kildespring, der fokuserer på at bringe sundere, innovative alternativer ud til danskerne.   

På messen mødte jeg også et par skønne kvinder ved Vita Biosa standen, der havde lavet et par nye varianter af danskvand ved navnet bi okay. I disse har de stoppet et par millioner af sunde bakterier i for at gøre vores mavser særdeles godt, hvilket jo bare må påskønnes i stor stil. Applaus! Disse to varianter, der kan sammenlignes med diverse danskvand med smag, har de også valgt at lave i to varianter sødet med stevia, hvilket får dem mere på niveau smagsmæssigt med de sukkerholdige sodavand. Normalt foretrækker jeg noget uden kulsyre (altså vand, vand og vand), men hvis jeg får lyst til en sodavand, så står en bi okay med smag af kiwi kaktus ananas og stevia øverst på min liste. De to varianter med stevia fås dog ikke i handelen endnu…

Desværre er godkendelsen af stevia som et naturligt sødemiddel endnu ikke gået igennem på det danske marked og bliver forhalet af EU-kommissionen, til trods for WHO har godkendt planten til levnedsmiddelbrug for længst. Flere forsøg viser endda, at planten ikke skulle have nogen bivirkninger andet end positiv indvirkning på fx insulinniveauet hos diabetikere. Så hvad venter vi på ….?????? Læs mere her, hvis du er nysgerrig:


Drikkene fra bi okay og Organic Water indeholder begge såkaldte naturlige smagsstoffer. Selvom de er frembragt af naturlige råvarer og ikke kemisk fremstillet, så kan min krop engang imellem godt blive lidt irriteret på alt der ikke er i naturens egen, oprindelige form. Og så kan jeg godt få kløe på mavsen og under fysserne alligevel – meget tydelige tegn, når jeg har fået noget min krop ikke synes er helt naturligt nok. Jeg har dog ikke fået disse tegn med produkterne her, men nogle gange kommer det først efter et par gange… Aller helst så jeg, at de ikke fyldte produkterne med disse smagsstoffer, da jeg er sikker på, at de kan laves til at smage fint med ren frugt og andre, helt naturlige ingredienser i stedet. Måske tager jeg fejl, men hermed en opfordring givet videre!

TAK: stor taknemmelighed til udviklingen på dette felt og de initiativrige folk bag
BØN: … og må sukkerholdige sodavand med kunstig tilsætning uddø og visne bort for altid…
BØN: nogen, please, sørg for at få stevia godkendt som sødemiddel NU!!!!!

Flere smagfulde drikke uden sukker – bring it on!

Sippe di sip sip,
LevSundtNU