26 marts 2012

Kelpnudler med bok choy og kylling marineret i sød soya

Åhh, det skulle jo forsøges. Jeg har ellers haft disse kelpnudler liggende forholdsvis længe, da jeg formentlig ikke havde lyst til at blive skuffet, hvis nu de smagte forfærdeligt. Men retten med mine ’nyindkøbte’ kelpnudler blev særdeles vellykket og jeg var overrasket over, at jeg faktisk fik oplevelsen af at spise nudler igen. Helt som kinesiske glasnudler.

Kelpnudler er nudler lavet af tangplanten Kelp. Dette gør dem fri for gluten, fri for mælk, fri for æg, stort set fri for kulhydrat og fedt, særdeles kaloriefattige og samtidig rige på mineraler. De har en neutral smag og kan spises uden tilberedning, raw-style. Jeg valgte at anvende dem i denne varme ret med kylling, som jeg marinerede i en sødlig soya med palmesukker. Retten blev særdeles vellykket og smagte skønt med salte cashewnødder på toppen. Velbekomme!

Kelpnudler i sød soya med palmesukker

Ingredienser
450 g kylling
1-2 rødløg
Kelpnudler med sød soya marineret kylling
- og dampet bok choy
4-6 buketter bok choy
1 ps kelpnudler

Marinade
1 dl glutenfri tamari
3 spsk risvinseddike
5-6 spsk palmesukker
2 spsk avokado eller kokosolie
Peber

Topping
Cashewnødder
Evt. ristede sesamfrø
Evt. sorte sesamfrø
Evt. peanuts
Evt. snittet forårsløg
Evt. gul peberfrugt

(min. 2 personer)

Opskrift
1) Bland alle ingredienserne til marinaden i en skål
2) Skær kylling i strimler, læg i marinaden og stil køligt i 2-3 timer, eller natten over
3) Tag kyllingen op af marinaden og svits et par minutter ved høj varme
4) Tilsæt rødløg i halve ringe og vend godt rundt
5) Tilsæt marinaden fra skålen og lad retten småsimre et par minutter uden låg, så saucen bliver en smule tykkere
5) Skyl kelpnudlerne, hæld i retten og vend godt rundt
6) Skyl bok choy bladene, læg i en si og hæld kogende vand over
7) Anret med bok choy, kyllingeretten med nudler og server med cashewnødder på toppen

Jeg kan bedst lide når bok choy har et godt bid, og derfor overhælder jeg dem alene med kogende vand, da der i princippet ikke skal mere til. Men de kan både ristes med i retten eller koges/dampes i lidt vand i en gryde. Det er lige at finde den tilberedning man selv foretrækker af denne grøntsag, da bladene let kan få for meget, men stokken for lidt, hvis man ikke er til for meget bid og knas i disse.

Du kan lave dine cashewnødder, som jeg har lavet disse ristede mandler med himalyasalt - så har du helt selv styr på det salt, der anvendes og den varme nødderne får, så fedtstofferne ikke ødelægges. Altså hvis du har overskuddet. Denne gang skød jeg selv genvej og købte mig til dem …

Pas på når du køber din risvinseddike. Nogle varianter indeholder nemlig sukker, enten under denne betegnelse eller på ingredienslisten som glukose. Endelig ikke køb disse varianter, da det er hvidt sukker, men find en variant helt uden sukker i stedet ...

Kelpnudlerne er ret krøllede i konsistensen og de ser vildt klamme ud i posen. Men jeg lover at det er forsøget værd – især hvis du som mig ikke har fået nudler i flere år. Bare husk at skyl dem godt og klip dem eventuelt lidt over inden du tilsætter dem i retten, da de er ret lange. De kan sagtens genvarmes dagen efter og de opløses ikke i denne ret (står på pakkerne de opløses langsomt i olie). Og hvis man ikke anvender hele posen på en gang, kan de skyllede nudler holde sig i køleskabet.  

Nudler – velkommen tilbage til min verden J

Nam nam nammelinam,
LevSundtNU

6 kommentarer:

  1. Hvor mon du har købt nudlerne? :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Trine,

      Jeg har faktisk købt dem hos rawandmore.dk, men jeg kan ikke finde dem på deres site længere ...

      Jeg har dog fundet dem her på 2 uk sites:

      http://www.realfoods.co.uk/product/1408611870/kelp-noodles-raw-gluten-free,-vegan

      http://www.rawliving.eu/kelp-noodles-340g.html

      Håber det kan bruges - du kan i hvert fald se den variant, jeg har købt, som er fra Sea Tangle.

      KH Ditte

      Slet
    2. Kære Trine,

      Jeg har skrevet til rawandmore.dk, og de har lige skrevet tilbage, at de nu har fået kelpnudlerne hjem igen.

      De har haft lidt udfordringer med tolden, så derfor har de ikke haft produktet i en kort periode... Men nu skulle de være der :)

      KH Ditte

      Slet
  2. Godt at læse, synes nemlig jeg havde læst et sted, at de nudler var afskyelige og havde lidt droppet dem igen. Synes dog de er ret pebrede i pris ;-)
    Hvor mange blev mætte af den portion du angiver?
    Hilsen malene fra Paleolivet.blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Malene,

      Jeg er helt enig, de er i princippet alt alt for dyre, men jeg synes det var det værd for at få lidt ekstra kulør på mit aftensmåltid. Bare engang imellem, men ikke noget man kan have på menuen hver aften ;)
      Jeg tror at der var til 3 dage til mig alene. Men retten kan sagtens trække lidt ekstra grøntsager, enten som tilbehør eller i retten, måske lidt peberfrugt, og så tror jeg sagtens der er til en familie af 2 vokse og 2 børn. Men det kommer jo lidt an på jeres madvaner, hvor meget kulhydrat/stivelse I er vant til, for så kan det godt være det ikke mætter helt så meget som man er vant til....

      KH Ditte

      Slet
  3. Kære læsere,

    Rawandmore.dk har nu kelpnudlerne igen :)

    KH Ditte

    SvarSlet