29 juli 2012

My Triple Chocolate Heaven

Dette er en særdeles fyldig chokoladekage, der mætter både din sult og din søde tand. Jeg har arbejdet på opskriften længe og er nu nået til en løsning jeg er tilfreds med, helt uden hvidt sukker, uden mel og uden mælk. Til gengæld har jeg tilsat en del protein og grøntsager, og lavet den kun med naturlige ingredienser. I so hope you like!

Bundene kan bages samlet som en enkelt kage i stedet og spises for sig, helt uden chokoladefyld og chokoladeglasur, eller bare med glasuren på toppen. Du kan også lave halv portion, hvis du hellere vil lave en enkelt bund med chokoladefyld og jordbær på toppen, måske drysset med en smule chokoladeglasur over jordbærrene. Og du kan eventuelt tilsætte en smule mørk rom eller anden alkohol, hvis du ønsker at pifte kagen yderligere op… Så bare slå dig løs J

Herunder finder du opskrifterne på alle elementerne. Og hvis du virkelig har trang til chokolade, så lav hele My Triple Chocolate Heaven og forkæl dig selv med en himmelsk kage af top nydelse.

Seriøst velbekomme!

Chokoladekage med chokoladefyld,
chokoladeglasur & friske jordbær

Ingredienser
My Triple Chocolate Heaven
Chokoladekage (2 bunde)
400 g friske dadler (inkl sten)
1 saftig, økologisk appelsin
150 g gulerod
150 g squash
1 moden banan
4 økologiske æg (str M/L)
7 spsk raw kakao (uden tårn høj top)
2 spsk økologisk raps- eller kokosolie
½ lille tsk stevia uden top (kan udelades)
2 spsk loppefrøskaller (HUSK)
150 g hasselnødder
½-1 stang vanilje
- eller 1 tsk vaniljepulver

(ca. 15-20 stykker)

Chokoladefyld
300 g silketofu
200 g dadler
5 spsk raw kakao
Vaniljekorn
Saften af 1 økologisk appelsin
Evt. 1-2 spsk mørk rom
Evt. revet skal af 1 økologisk appelsin

Chokoladeglasur
2 spsk ahornsirup
1 spsk flydende honning
2 spsk agavesirup
5 spsk kakao
4 spsk vand
½ tsk vaniljepulver

… og en bakke jordbær

Opskrift
Chokoladekage
1) Tænd ovnen på 160 grader
2) Læg bagepapir i to runde kageforme og smør med en smule olie
3) Smid hasselnødderne og vaniljestangen/vaniljepulver i en blender og blend til mel
4) Hæld i en skål og vend med loppefrøskallerne samt stevia
5) Udsten dadlerne, skræl gulerødder plus squash og skær i store tern
6) Smid i blenderen med squashen i bunden, sammen med bananen og saften fra appelsinen
7) Blend til en fin masse
8) Pisk æggene samt kakao i en stor skål
9) Tilsæt olien samt massen af squash, gulerødder og dadler og pisk ud i æggemassen
10) Vend til sidst nøddemelet i dejen
11) Hæld massen i formene, sæt i ovnen på midterste rille og bag i ca. 30 minutter
12) Tag bundene ud af formene og lad dem afkøle

Chokoladefyld
1) Smid silketofu, kakao og vaniljekorn i din blender
2) Udsten dadlerne og tilsæt
3) Pres saften af appelsinen, tilsæt og blend til en jævn chokolademousse
4) Tilsæt eventuelt en sjat soyamælk, hvis du ønsker konsistensen blødere
5) Fordel massen ud over en af de afkølede bunde
6) Rens jordbærrene, skær dem i skiver og fordel ud over chokoladefyldet

Chokoladeglasur
1) Hæld alle ingredienserne i en lille skål
2) Rør godt rundt, så der ikke er nogen klumper
3) Læg den anden afkølede bund ovenpå kagen med fyld og jordbær
4) Fordel chokoladeglasuren udover kagen
5) Sæt i køleskabet en halv times tid og sovsen sætter sig en smule
6) Server kagen eventuelt med ekstra pynt på toppen

Forslag til ekstra pynt: frysetørrede jordbær, hakkede hasselnødder, kokosmel eller kokosflager, revet appelsinskal, pekannødder, kakaonibs …

Top kun af med friske jordbær, hvis du lægger dem på lige inden du serverer, for de gør chokoladeglasuren meget flydende igen og kan få det hele til at flyde godt rundt, ikke så kønt igen …

Og hvis du får ideen at komme kakaonibs i kagen, så kan jeg kun sige, at de altså mister deres knas i en kage, og jeg ville anbefale at smide dem på toppen inden du serverer i stedet.

På billedet er det faktisk en lidt større portion af kage til bundene. Jeg har i denne opskrift skåret noget fra, da det blev lidt for massivt. Så forbered dig på, at dine bunde ud fra denne opskrift bliver en smule tyndere. Det har jeg også testet, og det var meget bedre.

Hvis du har en stor foodprocessor, så tror jeg faktisk at du kan starte med at lave melet og så bare tilsætte alle ingredienserne. Det forkorter nok processen en del. Herudover vil jeg lige sige, at opskriften kan virke ret omfattende, men faktisk tror jeg ikke det tager mere tid end en almindelig kage med fyld og glasur. Så spring ud i det - jeg er ret sikker på, du ikke vil fortryde det.  


Fyldet har jeg lavet med inspiration fra min nyeste version af en sundere chokolademousse baseret på silketofu. Du kan se denne opskrift lige her! Og hvis der så er noget til overs, så gem i dit køleskab som en lille chokolademousse-treat til dig selv på et senere tidspunkt ...

Ellers kan jeg bare sige, at My Triple Chocolate Heaven må være en kage, som du med lidt bedre samvittighed må kunne sætte dine tænder i sammenlignet med de mere konventionelle. Jeg forsøger at fylde så meget grøntsager i uden det kan smages, da dette især hjælper min egen fordøjelse, samt jeg ikke føler at min krop ophober lige så meget fylde på mine kære sideben. Det hjælper elementerne af protein formentlig også med til. Man skal dog stadig passe lidt på med mængderne, da den jo ikke er fuldstændig kaloriefri, men tyngden sætter lidt en naturlig stopper for dette. Håber den smager og føles lige så godt for dig og din krop!

Chokolade chokolade& chokolade J

Mam mam mamselimam,
LevSundtNU

24 juli 2012

Friskpresset juice med ingefær – og en energibombe af et hvedegræsshot

Åh man har ofte så gode intentioner, men det er ikke altid ens anstrengelser helt udfolder sig med de resultater, man havde ønsket sig. Her ville jeg forsøge at lave en fantastisk juice, der havde en så kraftig smag at den kunne maskere smagen af hvedegræspulver i en enkelt shot. Det lykkedes så ikke helt…

Men det blev faktisk en helt fantastisk juice, som virkelig har en skøn smag, og en god balance mellem smag og styrke fra ingefæren. Lige efter mine smagsløg. Du skal nok være vant til smagen af frisk ingefær og synes om denne, for at du kan sætte lige så stor pris på denne juice, som mig. Den har et godt bid af ingefær.

I forhold til at blande med hvedegræspulver, så skal der en forholdsvis stor mængde af denne juice til at maskere smagen af græspulveret, og virkede ikke i dette lille shot. Pyha, smagte virkelig af græs. Det var faktisk lidt ’ad bad’. Så hvis du laver dette shot, som jo er en formidabel kilde til energi, så er smagen altså på eget ansvar – så er du advaret ….

Velbekomme!

Friskpresset juice med ingefær
- og shot med hvedegræspulver
Friskpresset juice med bid af ingefær
- og energifyldt hvedegræsshot

Ingredienser
Friskpresset juice med ingefær
4 store økologiske gulerødder
2 økologiske lime uden skal
2 modne nektariner
120-140 g ingefær
4 æbler

(ca. 0,75 liter)

Hvedegræsshot med olie
1 tsk hvedegræspulver
1 tsk hørfrøolie
Fyld op med den nypressede juice

Opskrift
1) Skær skrællen af limefrugterne
2) Skær nektarinkødet af stenene
3) Skyl gulerødder, ingefær og æbler
4) Smid alle de hårde ingredienser i din juicemaskine, på niveau 2
5) Smid alle de bløde ingredienser i din juicemaskine, på niveau 1
6) Din juice er nu færdig – sæt på køl eller nyd med en isterning

Hvis du ønsker at lave et shot, så anbefaler jeg nok et lidt større glas end jeg brugte her på billedet. Jeg ville nok bruge ½-1 tsk hvedegræspulver og 1 spsk olie til et almindelig størrelse glas. Det smager stadig ikke helt godt, så det er lidt om man er i humør til at få plastret hevet af hurtigt eller langsomt. Olien er gavnlig for vores hud og hjælper på rigtig mange forskellige ting, men lige i form af et shot eller i en juice, så kan olie give en god mæthedsfornemmelse og også være med til at kvæle en trang til sødt.

Hvedegræspulver, og for den sags skyld byggræspulver, har også helt fantastiske egenskaber, og her mener jeg virkelig fantastiske. Overordnet set kan man sige, at det er en pragtfuld kilde til næring, fibre og energi. Hvedegræspulver indeholder rigtig mange fibre, vitaminer, mineraler og sporstoffer, og samtidig relativt få kalorier eller næsten ingen sukkerstoffer. Derudover er græspulver fyldt med klorofyl, som er det stof, der giver planter deres grønne farve. Samtidig siges klorofyl at blokere for optagelsen af toksiske stoffer fra vores fødevarer. Det siges at virke udrensende, regenererende og fremmende for vores generelle helbredstilstand ved både at arbejde for vores fordøjelse, immunforsvar og vores blodkredsløb. Dette betyder, at vi skulle blive godt beskyttet, næret og helbredt, samt blive holdt unge og smukke ved indtagelsen af hvedegræspulver. 

Du kan købe hvedegræspulver hos rawandmore.dk, men jeg købte både mit hvedegræspulver og byggræspulver i en helsebutik under kæden HOLLAND & BARRETT på en shoppingtur til London. Det har jeg fortalt lidt om her i dette indlæg. Du kan dog også købe det over nettet flere steder, blandt andet i England, og denne helsekæde har også salg over nettet, snus eventuelt videre på deres hjemmeside hollandandbarrett.com.  Via linket finder du det hvedegræspulver, jeg købte derovre.

Jeg tror dog, at jeg fremover foretrækker at drikke denne juice uden græspulveret, da den simpelthen smager så vidunderligt helt for sig selv. God smag og samtidig et godt bid fra ingefæren, uden at bliver alt for meget. Lige det perfekte bid til mig.

Derimod bruger jeg mine græspulvre på at smide en tsk græspulver og en tsk macapulver i min vildt grønne smoothie, som jeg i øjeblikket drikker hver morgen. Da jeg efterhånden bruger ca. 125 g spinat i denne samtidig med grøn te og græspulver, så er smagen ikke helt så delikat længere, bare så du er advaret, hvis du laver samme trick. Men det er klart en af de bedste måder for mig at indtage disse pulvere, da smagen maskeres bedre end noget andet jeg har prøvet indtil videre. Du kan måske nøjes med en enkelt af disse grønne pulvere til at starte med, og så prøve dig frem. Jeg kan i hvert fald lige for tiden virkelig mærke den hjælper til på både i form af udrensning og ikke mindst energi. Så denne smoothie med diverse grønne, naturlige pulvere tilsat, er og bliver stadig ’my secret weapon’ til min krop, når den trænger til at hjælpende hånd. Prøv det selv af…

Et kick af ingefær på den gode måde J

Sip sip sipedisip,
LevSundtNU

15 juli 2012

Hvad er det allermindste skridt, jeg kan tage lige nu og her ?

Hvis du har svært ved at komme i gang med de forandringer i dit liv, som du rent faktisk har lyst til at påbegynde og gennemføre, så kan du måske forsøge at eksperimentere lidt med din hjerne og se om du herved kan hjælpe dig selv lidt på vej.

Vi kan have rigtig meget modstandsfølelse på forandringer, som vi ved vi ville have godt af og som vores kroppe ville sætte stor pris på. Vi ved også, at vi ville have det langt bedre med os selv mentalt, hvis vi kunne få startet på og fastholdt nogle gode forandringer for os selv, blandt andet i forhold til vores madvaner. Alligevel får vi det ofte ikke gjort, mange gange hverken påbegyndt eller fastholdt …

Vores hjerner er nogle pudsige størrelser, så hvis du går rundt og slår dig selv oven i hovedet med spørgsmålene ’hvorfor kan jeg aldrig holde, hvad jeg lover mig selv’, ’hvorfor endte det nu galt igen’, ’hvorfor lykkes det mig aldrig i mere end en halv dag ad gangen’ og ’hvorfor kan jeg bare ikke tage mig sammen og komme i gang’ … ??? Jamen så vil din hjerne altid forsøge at skaffe dig svarene på netop disse spørgsmål. Og denne proces vil formentlig ikke fremskaffe dig nogle særlig behagelige eller positive svar, tværtimod graver vi ofte graven dybere og dybere.

Svarene til disse typer spørgsmål bliver ofte, jamen fordi jeg er luddoven, har en rygrad som en regnorm, ikke er nær så standhaftig som alle andre, og fordi jeg ikke kan finde ud af at sætte mig selv et mål og nå det. Dette kan føre os hen ad en ret dårlig vej og ind i nogle meget negative tankespiraler, som kan ende med ’jeg duer heller ikke til noget som helst’. De svar vores hjerne kommer med kan dog også være noget i retning af en masse bortforklaringer såsom, jamen fordi jeg simpelthen har for travlt, arbejdet kræver alt af mig lige nu, det kan ikke lade sig gøre med den tilværelse jeg har med karriere og familie, min forbrænding er bare meget lavere end de flestes, og jeg kan jo ikke det hele så lige nu prøver jeg med lidt motion. Dette kan være lige så håbløst, da det fastholder os i de mønstre og vaner, som vi allerede har, og gør os ude af stand til at se muligheder og alternative løsninger.

Derfor kan vi med stor fordel forsøge at holde magten over vores tanker på vores egen side ved at stille vores hjerner de rigtige spørgsmål. Det er her dette spørgsmål kommer i spil ’hvad er det allermindste skridt, jeg kan tage lige nu og her’… ? Og spørgsmål som ’hvordan løser jeg lettest denne udfordring og når mit mål’, ’hvornår vil det være muligt at rydde ud i mine køkkenskabe’, ’hvordan kommer jeg hurtigst muligt tilbage på sporet’, ’hvornår vil det være muligt at lave en sundere indkøbsseddel til næste uge’ og ’hvordan finder jeg en sundere løsning til lakrids, som jeg bare elsker’ … ?

Det er sådanne tanker, der kan være med til at få vores hjerner til at arbejder for os i stedet for imod os. Og hvis vi bare kan få gjort den allermindste ting lige nu og her, kan dette være med til at skabe lige netop det lille skridt, der skal til for at påbegynde en forandringsproces. De mindste ting kan være med til at skabe bevægelse for os, så det er bare om at komme i gang med at udfordre din hjerne og se, hvad du kan drive det til J

Negative tanker er langt fra løsningen til at skabe din egen motivation og en følelse af lyst til forandring. Derimod kan de små bitte bitte skridt, som vi lettere kan finde lysten, overskudet eller motivationen til at gennemføre her og nu, ofte vælte os over i nogle mere positive følelser omkring ændring af kostvaner og livsstil. Selv den mindste handling vil kunne give dig fremdrift, prøv det selv af... Og så skal vi huske at fejre det små og ikke slå os selv oven i hovedet for de store ting, der endnu ikke er forandret, for så får vi bare aldrig lyst til at gøre noget ved dem !


Så hvad er det allermindste skridt,
du kan tage lige nu og her ?



Du kan få inspiration til dit første skridt til en sundere livsstil fra mit tidligere indlæg ’et par af mine egne skridt på vejen – til sundere madvalg - hvor du også kan finde løsningen på min egen udfordring omkring lakrids ... 

Og som Freud engang har sagt, så husk på at ”Intelligence will be used in the service of the neurosis”. Altså, hvis ikke vi får styr på dét vi går og siger til os selv i vores tanker, vores egen indre dialog, jamen så skaber vores hjerner svar på vores nuværende adfærd i stedet for at give os modet, motivationen og lysten til at skabe de forandringer, som vi inderst inde længes allermest efter.

Meditation kan i denne sammenhæng være et godt redskab, hvis vi kan have svært ved at være bevidste omkring vores tankemønstre. Det er et virkeligt godt værktøj til at komme i gang med at observere vores egen indre dialog og automatiske reaktioner. Du kan finde lidt inspiration til mindfulness på min anden blog, Lumina Vita, og indlæggene omkring de 7 grundholdninger i mindfulness. Første indlæg kan du læse her, samt et indlæg med en nem løsning til at komme i gang ved hjælp af en mindfulness APP!

En lille bøn: Kære hjerne – tjen mine inderste ønsker og mål, så er du virkelig sød !

Rigtig god fornøjelse J

Lev lev lev dit potentiale,
LevSundtNU

04 juli 2012

Syrlig ice tea med strejf af hindbær - en nem og hjemmelavet version uden sukker

Her i varmen har vi brug for en del væske – husk lige det, vand vand vand – men nogle gange trænger jeg virkelig også bare til noget kølende og læskende med smag. Og derfor bringer jeg en ny variation af min hjemmelade ice tea til dig her, som jeg jævnligt laver selv, helt uden sukker eller nogen anden form for kemisk tilsætning.

Jeg har tidligere bragt en opskrift på min hjemmelavede ice tea, der består af meget få ingredienser og helt naturlig. Altså såfremt man vælger en rigtig god ren te eller frugtte uden tilsatte smagsstoffer. Du kan finde min tidligere opskrift lige her! Løsningen herunder er med færdigpresset juice i stedet friskpresset, og så slår dermed en lille genvej og sparer dig for lidt tid... Velbekomme!

Syrlig ice tea med hindbær
Syrlig ice tea
- med strejf af hindbær

Ingredienser
4 breve te
Hybente med hindbær- og jordbærstykker
Juice fra Valsølille
Nypressede appelsiner med knuste hindbær

(2 store glas)

Opskrift
1) Lav te på tebrevene svarende til et stort glas te
2) Lad teen køle lidt og sæt den derefter i køleskabet natten over med brevene i
3) Tag teen ud og fordel i to store glas med halv mængde te i hver
4) Tilsæt samme mængde juice samt et par isterninger
5) Server og drik med det samme

Jeg er nået frem til at min egen yndlingsfordeling mellem te og juice er 50/50, men tilsæt ekstra juice, hvis du føler smagen er for vandet til dig. Derudover kan du tilsætte frosne hindbær i stedet for isterninger, hvis det skal være lidt mere festligt, og hvis isterningerne ikke skal gøre teen og smagen for vandet.

I denne version har jeg anvendt en virkelig skøn hybente med stykker af hindbær og jordbær. Jeg købte den på en tur til London i MARKS & SPENCER, og du kan se et lille billede af varianten i mit forrige indlæg lige her. Men jeg tror en frugtte med hyben vil gøre tricket, det er nok mest hindbærrene i juicen, der giver smagen af hindbær.

Min tidligere version af ice tea var med friskpresset juice, og det vil egentlig altid være min anbefaling af presse appelsinsaften selv. Alene af den årsag, at selvom du køber en færdigpresset friskpresset juice, der indeholder flere næringsstoffer og vitaminer end en fra koncentrat, så er den stadig en smule varmebehandlet, hvilket faktsik transformerer frugten fra basisk til syrebaseret. Dette har en rimelig betydning, da det er svært nok at få nok basiske ingredienser i sin kost. Så brug kun denne løsning, når du har brug for at spare tiden, og ellers pres appelsinerne selv og tilsæt friske hindbær. Det er langt den sundeste løsning, hvis du spørger mig.

Jeg satsede lidt og lavede faktisk min egen te direkte i glasset, men nok smartest at bruge en tekop eller to til at lave selve teen, så du ikke ender med at glasset går itu, når du hælder kogende vand i …

Derudover lavede jeg denne dobbelte portion helt til mig selv og jeg havde derfor te i køleskabet i to dage til at blande med juice, og dermed ice tea på en nem måde et par dage i træk.

Læskende, afkølende, forfriskende J

Sip sip sipedisip,
LevSundtNU