31 oktober 2012

Proteinrig morgenmad – et enkelt æg på panden serveret med laks og lækkert tilbehør

Jeg forsøger i øjeblikket, at omvende mig selv, selvom det strider lidt mod normerne og den indre stemme. Jeg har gjort det tidligere, men ryger lidt for hurtigt ud af den og tilbage i gamle mønstre. Og det selvom min krop har det langt bedre og jeg er langt mindre sliksulten i løbet af dagen, når nu jeg spiser en fyldig, proteinrig morgenmad.
 
Altså forsøger jeg at bytte rundt, så jeg laver et proteinrigt måltid om morgenen og så laver en af mine smoothies om aftenen, som min krop jo også elsker. Sindet har det dog godt nok svært ved at acceptere en smoothie som et ’ordentligt’ måltid om aftenen. Men det hjælper når jeg prøver at planlægge det nogle af de dage, hvor jeg skal noget om aftenen. Så har sindet nemmere ved det, da det jo så er fordi jeg har ’travlt og skal have en hurtig løsning på aftensmaden’. Lidt sjovt...
 
Med denne morgenmad skulle jeg lige teste, hvor meget et enkelt æg kunne fylde, og det fungerede faktisk super godt som bund til mit tilbehør. Og så er æg og laks slet ikke en tosset kombination. Velbekomme!
 
Et enkelt æg på panden
- serveret med laks

Et proteinrigt morgenmåltid
og lækkert tilbehør

Ingredienser
1 æg
½ agurk
50-100 g røget laks
Lidt solsikkekerner
Lidt sennep *
¼ rødløg
Lidt peber
½ tsk ghee **
(til stegning)
 
Opskrift
1) Pisk ægget og hæld massen på panden i lidt smeltet ghee
2) Lad ægget størkne og vend
3) Læg ’æggekagen’ på en tallerken og anret med alt tilbehøret på toppen
4) Spis og vær godt mæt i længere tid J
 
Jeg var lidt overrasket over hvor stor en flade et enkelt æg kan fylde, når det hældes på panden. Så øjnene bliver også mætte her, da man virkelig føler man får et godt måltid, der fylder noget.
 
* Jeg brugte den sennep, jeg stort set altid bruger, da den er den mest naturlige, jeg har fundet. Helt uden fortykningsmidler, sukker eller andet gøgl. Og det er selvfølgelig French´s American Yellow Mustard, fundet hos The Bagel Co’s butikker, men kan også købes over nettet.
 
** Jeg brugte ghee til stegning, da jeg lige nu eksperimenterer med om min krop bedre kan tåle dette i forhold til almindelige mælkeprodukter. Ghee er nemlig fri for laktose, og er en form for klaret smør, der herved også har et højt brændpunkt. Jeg anvendte en ghee fra Pukka, som jeg har købt i Helsemin ved hovedbanegården.
 
Jeg prøvede også at anrette det mere appetitligt end normalt, og det tog faktisk ikke særlig lang tid. Men det gav lige dét ekstra, lækre for øjnene. Og derfor forsøgte jeg også at tage mig et lidt længere og mere roligt øjeblik uden TV og andet kørende samtidig, mens jeg spiste. Det blev helt som mindful spisning, hvor jeg faktisk nød maden meget mere og virkelig smagte på det, både med øjne og smagssans…
 
Fyldig og mættende morgenmad J
 
Nammenam,
LevSundtNU

25 oktober 2012

Krydderkage med gulerødder og rosiner - samt lækker smørcreme med hint af citron

Her kommer en af de mere udsædvanlige her på bloggen – jeg har brugt smør, og en hel del af det J Men gud hvor er den bare lækker denne kage, og mine gæster var virkelig overraskede, da jeg afslørede indholdet. Massere af grøntsager og æg, og samtidig intet sukker, mel eller andre kunstigte ingredienser.
 
Så her får du min sundere version af en krydder-gulerods-kage med en frisk smørcreme på toppen. Da smørcremen indeholder silketofu, vil jeg vove at påstå, at den også er en lettere udgave. Altså ikke at forveksle med kalorielet, men indeholdende færre kalorier end en traditionel version af gulerodskage med smørcreme. Mætter herudover en del grundet æggene og proteinpulveret, hvilket jeg jo synes er ret fantastisk, så det er nemmere at spare lidt på mængderne … Velbekomme!


Krydderkage med gulerødder og rosiner
& topping af frisk smørcreme med citron

Ingredienser
Krydderkage
6 æg
4 spsk økologisk raps-
eller kokosolie
200 g mandler
600 g dadler (en æske)
Saften af 1 stor, økologisk appelsin
Saften af ½ stor, økologisk citron
250 g aubergine eller squash
2 spsk loppefrøskaller, HUSK
1-2 spsk valleprotein pulver
1 knivspids himalayasalt
2 tsk kardemomme
½ tsk allehånde
½ tsk nellike
4 tsk kanel
½ stang vanilje
150 g rosiner
250 g revet gulerod
Evt. lidt hvid peber
 
Smørcreme
400 g silketofu
250 g økologisk smør
2-3 spsk kokosolie
3-6 spsk palmesukker
½-1 tsk vaniljekorn
Revet skal af en økologisk citron
Saften af ½ økologisk citron 
 
Opskrift
Krydderkage
1) Opvarm ovnen til 160 grader
2) Læg rosinerne i blød i vand (eller rom J)
3) Læg bagepapir i en bradepande (23x30 cm) og smør med en smule olie
4) Smid mandlerne, vaniljestangen, valleproteinpulver, HUSK og krydderier i en blender, blend til mel og hæld i en skål
5) Udsten dadlerne, skræl auberginen/squash og skær i store tern
6) Smid i blenderen med appelsin- samt citronsaft, og blend til en fin masse
7) Pisk æggene i en meget stor skål og tilsæt olien samt massen af aubergine/squash og dadler
8) Vend til sidst mandelmelet i massen
9) Skræl og riv gulerødderne på et groft rivejern
10) Dræn rosinerne for vand (eller rom J) og vend dem i dejen sammen med gulerødderne
11) Hæld i formen, sæt i ovnen og bag i cirka 60 minutter
 
Smørcreme
1) Smid silketofu, vaniljekorn, palmesukker, citronsaft samt -skal i din blender og blend til en fin masse
2) Smelt smør og kokosolie, og tilsæt massen løbende mens du blender
3) Fordel ud over kagen og sæt på køl eller frost med det samme
4) Tag ud en halv times tid senere (fra frost) og nyd i fulde drag J
 
Jeg har ikke selv en stor foodprocessor, men jeg er faktisk ret sikker på, at når mandelmelet er blendet, så kan alle ingredienserne bare væltes i en foodprocessor og blendes på en gang. Ingredienslisten virker lidt lang, men jeg er ret sikker på, at ikke alle krydderierne er strengt nødvendige. Bare suppler op med kanel, så tror jeg nok det skal gå uden problemer. Derudover tror jeg også godt den kan undvære proteinpulveret, hvis du ikke har dette. Det er bare med til at gøre kagen lidt mindre svampet, mere fast, og ikke at forglemme mere mættende. Men hvis du eventuelt har nogle kokosfibre eller mandelfibre, så tilsæt måske lidt af dette i stedet.
 
Og så er jeg bare super spændt på, om nogen tør lave min smørcreme på silketofu. Noget af et eksperiment, men det virkede. Smagen er super skøn, selvom man godt kan ane, at massen bliver knap så smooth som en smørcreme med smøreost. Men det tager jeg gerne med for denne lettere version af en pragtfuld krydderkage, der bare er top lækker …

 
Lækker lækker lækker kage - mums J

Mums mums mums,
LevSundtNU

21 oktober 2012

En sundere mundpastil - mine YNDLINGS lakridspastiller, har altid en lille æske i tasken ...

Ej altså - har ikke lige tænkt på at dele dette med jer tidligere. Men disse lakridspastiller matcher jo fuldstændig mine strengeste indholds- og kvalitetskrav. Ingen sukker, ingen kemi, ingen aromastoffer, ingen farvestoffer, ingen stivelse og inden andre kunstige fyldstoffer. Ren og skær inddampet lakridsrodssaft med anis, der giver en lidt salmiakagtig smag. En af mine egne, sundere valg i stedet for gajoler eller mintpastiller. Velbekomme!
 
Lakridspastiller
- en sundere variant
 
Ingredienser
Rå lakridsrodssaft
Anis
- og intet andet !!!!!
 
Opskrift
1) Et smut forbi Helsemin
2) Åben pakken
3) Nip nip nippedinip
 
Amarelli er et Italiensk firma, der er kendt for at lave lakridsprodukter af bedste kvalitet. Faktisk er de verdens ældste lakridsfabrik, der har eksisteret siden 1731.

De har også andre varianter. En grøn med mint, og én alene med lakridsrodssaft. Her foretrækker jeg klart den blå med anis. Derudover har de en masse andre produkter - dog anvender de vist hvidt sukker i en del af disse - men jeg har kun set ganske få af dem på hylderne i Danmark.

Jeg har selv købt denne pakke i Helsemins butik overfor hovedbanegården. Jeg har dog tidligere også købt dem i deres butikk i Pilestræde, og det er vist de to steder, jeg mindes at have set dem.
 
En bøn: Ellers er der intet andet at sige, end en lille bitte bøn til fødevareproducenterne, venligst producér flere produkter af denne slags med rene naturingredienser, fri for kemi samt andet  unødigt fyld og gøgl. På forhånd tak!
 
En af de naturlige løsninger, juhu J

Nip nip nippedinip,
LevSundtNU

11 oktober 2012

En anderledes coleslaw med kylling på toppen

Denne opskrift er sammensat frit fra min hukommelsen - så smag til undervejs, da jeg absolut ikke er sikker på, at det svarer helt til de mængder, jeg blandede i. Men denne coleslaw smagte bare langt bedre end jeg havde regnet med, så nu får du opskriften alligevel ...
 
Det var bare et lille, hurtigt eksperiment med sojayoghurt som basis til en dressing, og så smagte det virkelig godt. Kyllingekødet var fra aftenen før, hvor jeg havde stegt en hel kylling i ovnen med en masse tørrede krydderier. Rosmarin, timian, paprika, en god peberblanding og lidt himalayasalt. Dette er mit bedste bud på sammensætningen af denne lidt anderledes coleslaw. God fornøjelse & velbekomme!
 
En anderledes coleslaw
- med kylling på toppen

En anderledes coleslaw
- med strimler af helstegt kylling på toppen
Ingredienser
Coleslaw
3-4 store blade savojkål
3 store gulerødder
1 stor, gul peberfrugt
1 rødløg
 
Dressing
100-125 g sojayoghurt
1 spsk Kinder Ketchup *
2 tsk dijonsennep **
2-4 tsk eddike ***
1 spsk hørfrøolie
Evt. 1-2 tsk palmesukker
Himalayasalt
Peber
 
Kyllingekød
2-300 g kød fra helstegt kylling
 
(frokost til 2 personer)
 
Opskrift
1) Bland alle ingredienserne til dressingen
2) Hak løget i små tern, vend i dressingen, og stil på køl
3) Skyl og rens grøntsagerne, skær savojkålen i strimler, peberfrugten i tern og riv gulerødderne
4) Bland grøntsagerne i dressingen og lad eventuelt stå i køleskabet i 10-30 minutter
5) Anret på tallerken med kyllingekød på toppen
6) Nyd med særdeles stor veltilfredshed J
 
* Jeg anvendte en Kinder Ketchup, som er en ketchup uden hvidt sukker, hvede, anden stivelse og kemisk tilsætning. Husker jeg korrekt, har jeg købt den i helsebutikken Go4Love i starten af Amagerbrogade. Den er lavet med koncentreret æblesaft i stedet sukker, så stadig ikke helt kaloriefattig, men et godt alternativ, når det skal være. Du kan måske i stedet anvende 2 tsk tomatpuré og 2 tsk palmesukker, hvis du ikke lige har Kinder Ketchup eller lignende i huset.  
 
*** Den eddike jeg brugte var en lys, balsamisk eddike fra Oil & Vinegar i Fields på Amager, den hedder Hyldeblomst-Æble-Lime eddike. Men mon ikke en hvilken som helst eddike kan bruges - jeg ville nok bruge en æbleeddike eller hindbæreddike, hvis jeg ikke havde brugt den anden…
 
Det er lidt underligt at hælde olie i en sojayoghurt og endnu mere underligt med eddiken. Men jeg tænkte det måtte prøves, og så fungerede det jo helt fint. Det kunne sagtens blandes sammen, og der er både smag fra tomatpuréen og bid fra dijonsenneppen og eddiken, der gør det hele fungerer rigtig godt med de rå grøntsager. Det synes jeg i hvert fald selv J Det er jo ikke majo eller fuldfed cremefraiche, men en vældig god løsning, hvis man savner lidt dressing og smag til sine grøntsager.
 
Eksperimenter selv med det og se hvad du synes, men jeg er ret tilfreds med denne løsning i stedet for en købemajonæse, da jeg så ved at det er en god olie, der er tilsat. Derfor vil jeg også forsøge at anvende denne løsning til oftere, og så købemajonæsen, når jeg virkelig ikke har overskuddet eller tiden.  Du kan i dette indlæg med min fyldige broccolisalat se den købemajonæse, STOKES, jeg anvender. Her også brugt sammen med sojayoghurten til en lidt lettere dressing. Og muligvis det bedste alternativ, der er på markedet på nuværende tidspunkt – altså, som jeg i hvert fald kender til.

** Den dijonsennep jeg brugte var fra Urtekram. Den indeholder hverken smags- eller aromastoffer, sukker, fortykningsmidler eller andet gøgl. Kun sennepsfrø, eddike, vand og havsalt, og faktisk intet andet. Så sørg lige for at tjekke ingredienslisten på din sennep, så der ikke er unødvendigt fyld eller kemi i den, for det kan sagtens ske selvom det er en dijonsennep. Og så længe der er et bedre, sundere og mere naturligt alternativ, så kan vi lige så godt bruge det i stedet. Derudover er denne fra Urtekram selvfølgelig også økologisk.
 
Grøntsager på den lækre måde J
 
Guffeliguf,
LevSundtNU