11 oktober 2012

En anderledes coleslaw med kylling på toppen

Denne opskrift er sammensat frit fra min hukommelsen - så smag til undervejs, da jeg absolut ikke er sikker på, at det svarer helt til de mængder, jeg blandede i. Men denne coleslaw smagte bare langt bedre end jeg havde regnet med, så nu får du opskriften alligevel ...
 
Det var bare et lille, hurtigt eksperiment med sojayoghurt som basis til en dressing, og så smagte det virkelig godt. Kyllingekødet var fra aftenen før, hvor jeg havde stegt en hel kylling i ovnen med en masse tørrede krydderier. Rosmarin, timian, paprika, en god peberblanding og lidt himalayasalt. Dette er mit bedste bud på sammensætningen af denne lidt anderledes coleslaw. God fornøjelse & velbekomme!
 
En anderledes coleslaw
- med kylling på toppen

En anderledes coleslaw
- med strimler af helstegt kylling på toppen
Ingredienser
Coleslaw
3-4 store blade savojkål
3 store gulerødder
1 stor, gul peberfrugt
1 rødløg
 
Dressing
100-125 g sojayoghurt
1 spsk Kinder Ketchup *
2 tsk dijonsennep **
2-4 tsk eddike ***
1 spsk hørfrøolie
Evt. 1-2 tsk palmesukker
Himalayasalt
Peber
 
Kyllingekød
2-300 g kød fra helstegt kylling
 
(frokost til 2 personer)
 
Opskrift
1) Bland alle ingredienserne til dressingen
2) Hak løget i små tern, vend i dressingen, og stil på køl
3) Skyl og rens grøntsagerne, skær savojkålen i strimler, peberfrugten i tern og riv gulerødderne
4) Bland grøntsagerne i dressingen og lad eventuelt stå i køleskabet i 10-30 minutter
5) Anret på tallerken med kyllingekød på toppen
6) Nyd med særdeles stor veltilfredshed J
 
* Jeg anvendte en Kinder Ketchup, som er en ketchup uden hvidt sukker, hvede, anden stivelse og kemisk tilsætning. Husker jeg korrekt, har jeg købt den i helsebutikken Go4Love i starten af Amagerbrogade. Den er lavet med koncentreret æblesaft i stedet sukker, så stadig ikke helt kaloriefattig, men et godt alternativ, når det skal være. Du kan måske i stedet anvende 2 tsk tomatpuré og 2 tsk palmesukker, hvis du ikke lige har Kinder Ketchup eller lignende i huset.  
 
*** Den eddike jeg brugte var en lys, balsamisk eddike fra Oil & Vinegar i Fields på Amager, den hedder Hyldeblomst-Æble-Lime eddike. Men mon ikke en hvilken som helst eddike kan bruges - jeg ville nok bruge en æbleeddike eller hindbæreddike, hvis jeg ikke havde brugt den anden…
 
Det er lidt underligt at hælde olie i en sojayoghurt og endnu mere underligt med eddiken. Men jeg tænkte det måtte prøves, og så fungerede det jo helt fint. Det kunne sagtens blandes sammen, og der er både smag fra tomatpuréen og bid fra dijonsenneppen og eddiken, der gør det hele fungerer rigtig godt med de rå grøntsager. Det synes jeg i hvert fald selv J Det er jo ikke majo eller fuldfed cremefraiche, men en vældig god løsning, hvis man savner lidt dressing og smag til sine grøntsager.
 
Eksperimenter selv med det og se hvad du synes, men jeg er ret tilfreds med denne løsning i stedet for en købemajonæse, da jeg så ved at det er en god olie, der er tilsat. Derfor vil jeg også forsøge at anvende denne løsning til oftere, og så købemajonæsen, når jeg virkelig ikke har overskuddet eller tiden.  Du kan i dette indlæg med min fyldige broccolisalat se den købemajonæse, STOKES, jeg anvender. Her også brugt sammen med sojayoghurten til en lidt lettere dressing. Og muligvis det bedste alternativ, der er på markedet på nuværende tidspunkt – altså, som jeg i hvert fald kender til.

** Den dijonsennep jeg brugte var fra Urtekram. Den indeholder hverken smags- eller aromastoffer, sukker, fortykningsmidler eller andet gøgl. Kun sennepsfrø, eddike, vand og havsalt, og faktisk intet andet. Så sørg lige for at tjekke ingredienslisten på din sennep, så der ikke er unødvendigt fyld eller kemi i den, for det kan sagtens ske selvom det er en dijonsennep. Og så længe der er et bedre, sundere og mere naturligt alternativ, så kan vi lige så godt bruge det i stedet. Derudover er denne fra Urtekram selvfølgelig også økologisk.
 
Grøntsager på den lækre måde J
 
Guffeliguf,
LevSundtNU

Ingen kommentarer:

Send en kommentar