30 marts 2013

Aromatisk gulerodsbrød med rosiner

 

Sundt og mættende brød med meget få ingredienser
- glutenfrit samt helt uden mælk og hvidt sukker

Min veninde kom med en udfordring, om jeg kunne lave en opskrift på mine anderlede dessertboller med så få ’anderledes’ ingredienser som muligt. Så her kommer min allerletteste udgave med så få ingredienser som muligt, som jeg desuden har lavet om til brødform, da man så også slipper for at stå og forme til boller. Og det smager altså stadig skønt, mætter godt med en del protein og godt for fordøjelsen med en god mængde fibre.

Jeg har nu også haft flere til prøvesmagning af disse boller og brød, og mine kære forsøgskaniner er alle blevet meget overraskede over smagen. De har alle følt, som jeg selv gør, at det er et super alternativ til kager og andre søde sager. Et godt mellemmåltid, morgenmåltid eller som en dessert til te eller kaffe - skal lige siges, at det smager bedst lettere lunet, hvis du spørger mig. Velbekomme!
 
Aromatisk gulerodsbrød med rosiner
- glutenfrit & mælkefrit
 
Ingredienser
350 g økologiske gulerødder
4 æg
75 g mandelmel *
15 g loppefrøskaller, HUSK
6-8 spsk palmesukker **
En masse krydderier ***
En smule Himalayasalt
 
Evt. 50 g rosiner
 
Opskrift
1) Tænd din ovn på 160 grader
2) Blend gulerødderne så fint som muligt, og hæld i en stor skål
3) Miks æggene i grøntsagerne
4) Bland de tørre ingredienser sammen, og vend dem i grøntsagsblandingen
5) Bland godt sammen til en ensartet dej, tilsæt rosiner og lad dejen hvile en smule
6) Fordel dejen i en brødform beklædt med bagepapir
7) Bag i ovnen i omkring 60 minutter
8) Værsågod - så er der sødt, aromatisk og lunt gulerodsbrød, guf !!
 
* Du kan også bruge mandler, samme mængde, som du bare blender til en fin mel plus måske lidt ekstra HUSK - jeg brugte det fiberholdige mandelmel fra Funktionel Mad, som kan købes i Helsemin og på flere helsesites så som naturoghelse.dk, helsplus.dk samt helseriet.dk.
 
** Du kan bruge den form for sødning, du foretrækker. Palmesukker er et nemt, sundere og forholdsvist billigt alternativ. Du kan også bruge en banan, en håndfuld dadler samt måske en knivspids stevia - jeg brugte følgende grundet det lave glukæmiske index og lave kalorieindhold: 2 tsk FOS og 4 spsk yaconsirup
 
*** Du behøver ikke alle disse typer krydderier, kanel og kardemomme er de vigtigste samt en god mængde af det - jeg brugte følgende: 3 spsk kanel, 2 spsk kardemomme, ½ spsk nelliker, ½ spsk allehånde, 1 tsk ingefær, 1 tsk vaniljekorn og en smule Himalayasalt
 
Som jeg skriver i introen, så har flere af mine kære venner og veninder nu fået øjnene op for, at denne slags brød og boller virkelig er gode alternativer til den traditionelle slags. Det er ikke svært at bage, man skal bare huske en masse krydderier, så der kommer god smag i og det ikke kommer til at smage for fersk på grund af den store mængde grøntsager. Man tror det bare ikke, når man læser ingredienserne… Og så mætter det rigtig godt på grund af æggene, og du får tilmed en masse grøntsager samt sunde ingredienser fra fibrene og krydderierne.
 
Jeg vil ikke sige, at det er som rigtig brød. Man skal lige vende sig til konsistensen og at smagen jo ikke er som en almindelig bolle eller skive brød bagt med mel. MEN sundheden og renheden i ingredienserne slår bare alt på supermarkedshylderne med utallige banelængder, og det er virkelig værd at tage med. Dette brød er glutenfrit, det er mælkefrit og det er helt uden hvidt sukker. Du har styr på mængden af salt, som er minimalt, og det er tillige uden forarbejdet stivelse eller nogen andre former for forarbejdede eller kunstige ingredienser. Ingen aromaer og heller ingen farvestoffer. Og ingen dårlige fedtstoffer. Det bliver altså ikke meget bedre!!
 
Min gode veninde blev også meget overrasket, da jeg havde lavet mine sunde burgere med grøntsagsboller til os, sidst hun kom på besøg - og jeg tror bestemt, at hun selv kommer til at lege lidt med disse anderledes brød og boller hjemme i køkkenet. Denne opskrift er i hvert fald til ære for hende J
 
Jeg kan lige nævne, at brødet skal være på køl, og kan sagtens holde sig nogle dage. Og ellers kan det udmærket fryses ned. Jeg tager selv en pose op aftenen før jeg står og mangler, og så tør det op i køleskabet natten over, meget nemt…  

Jeg har ikke tilsat fedtstof til dette brød, men det ville sagtens kunne lade sig gøre og give et fint resultat. Hvis du lever en LCHF livsstil, så kan det være du har brug for det, og hvis du ikke gør, så behøves det heller ikke. Jeg har ikke tilsat fedtstof, da jeg lige i øjeblikket har sat smør på hylden i mit køleskab og eksperimenterer lidt med dette - og jeg kan kun anbefale dette brød lunet med en klat smeltet smør på toppen, guffeliguf. God fornøjelse!
 
Et sødt, aromatisk og sundt alternativ til
dine hygge- eller morgenstunder J
 
Guffeliguf,
LevSundtNU

Alle billederne i dette indlæg er taget af fotograf Jonas Raaby

jraaby [snabel-a] googlemail.com

25 marts 2013

Aspargessuppe med hvidløg og gurkemeje - næring, udrensning og styrke til din krop

Jeg fortsætter lige i det virkelig nemme hjørne med en nærende suppe, der kræver minimal tilberedning og tid fra din side. Jeg brugte selv marinerede hvidløg, da jeg havde et glas på køl, og dermed var det egentlig kun et lille rødløg og et par tomater, jeg lige skulle skære ud i både. Ellers var det bare alle ingredienserne i en gryde, småsimre i nogle minutter, blende og færdig !!
 
Suppen er imidlertid spækket med en masse aktive og sunde stoffer for kroppen, der både nærer, udrenser og opbygger. Rødløg indeholder samme stoffer som hvidløg, og de virker begge styrkende på immunforsvaret. Asparges og gurkemeje er begge udrensende, og det er chiliflagerne, der er drysset på toppen også. Gurkemeje er en kraftig antioxidant og virker bakteriehæmmende samt antiinflammatorisk, så denne suppe burde være et vidundermiddel for alle de arme mennesker, der for tiden lider under forkølelser.
 
Jeg var til 85 års fødselsdag i weekenden, og jeg tror næsten halvdelen af selskabet havde snue, feber og/eller hæse stemmer… Så passende at dele denne opskrift i dag, og hermed en til jer kære familie og venner - jeg håber I kommer hurtigt på toppen igen J
 
Velbekomme!
 
Nærende aspargessuppe
- med hvidløg og gurkemeje
 
Aspargessuppe med hvidløg og gurkemeje
- nærende, udrensende og styrkende !
Ingredienser
1 lille rødløg
2 dåser asparges
8 fed af marinerede hvidløg
1-2 øko. tomater
2-3 spsk advokadoolie
2 spsk creme fraiche
1-2 spsk gurkemeje
Krydderier: karry, ramsløg, purløg, timian, garam masala, peber
 
Evt. chiliflager
 
(2 personer)
 
Opskrift
1) Pil løget, og skær løg
samt tomater i både
2) Svits løget i en god olie
i bunden af en gryde
3) Tilsæt alle ingredienserne,
foruden creme fraiche og aspargessnitterne fra den ene dåse
4) Lad retten småsimre i 10 minutter, tag gryden af varmen,
og blend til en blød og ensartet suppe
5) Sæt tilbage på varmen og tilsæt resten af aspargessnitterne samt creme fraiche
6) Suppen er klar til servering !
 
Spis suppen ganske som den er, jeg lover den har rigelig og god smag. Eller du kan spise den med lidt left-over kylling, som jeg gjorde, og lidt chiliflager på toppen.
 
Hvis du vælger at bruge frisk hvidløg, så ville jeg nok halvere til fire fed, da de marinerede ikke er nær så stærke. Og hvis du virkelig er forkølet, så ville jeg også anbefale de rå, da du hermed får flere af de aktive stoffer med… Man kunne også få ekstra sundhed med i retten ved at bruge friske, hvide asparges, vand og lidt salt - og det skal du endelig gøre - men denne version er bare den virkelig nemme, som jeg tænker man måske orker selv med snue og en smule feber.
 
Tips: leg med krydderierne og de tørrede krydderurter, brug hvad du har, og vær ikke så forsigtig med dem - de nærer og styrker din krop, og så afbalancerer de også på smagen af suppen i forhold til mængden og smagen af hvidløg.

Jeg bruger som regel ikke mælkeprodukter i mine opskrifter, men tilsatte lidt creme fraiche i denne suppe, da jeg er begyndt at teste af om min krop er okay med lidt smør og lidt creme fraiche. I denne suppe og i disse begrænsede mængder virkede det til, at min krop var helt okay med tilstedeværelsen af mælkeprodukt - så det skal der nok leges lidt videre med. Det skal dog siges, at jeg er sikker på, at creme fraichen sagtens kan udelades og suppen vil smage godt alligevel!
 
Nærende, varmende, udrensende og styrkende suppe J
 
Mmmmmmm siger kroppen,
LevSundtNU

17 marts 2013

Fyldig og velsmagende suppe på et styks Bornholmerhane - med meget nem tilberedning


Solen giver anledning til forårshumør, men kulden minder stadig lidt om vinter. Så her får du lige en opskrift på en skøn suppe, du kan varme dig på. Den smager virkelig dejligt, er super sund med en kæmpe bunke grøntsager og meget let at lave. Bare sæt det hele over, pil kød af en hane efter en times tid og blend suppen - vupti, du er klar! Det bliver ikke meget nemmere… Velbekomme!
 
Fyldig grøntsagssuppe
- med Bornholmerhane
Fyldig og velsmagende suppe
- på et styks Bornholmerhane og masser af grøntsager

Ingredienser
1 styks Bornholmerhane
2 poser suppeurter
2-4 rødløg
½ flaske hvidvin
Eddike og tamari
Krydderier: karry, garam masala, timian, rosmarin, hvidløgspulver, ramsløg, chili, salt og peber
 
Opskrift
1) Rens og skyl hanen og svits ham af i bunden af en stor suppegryde ved høj varme
2) Tilsæt lidt eddike samt tamari og lad det svitse godt af
3) Tilsæt den halve flaske hvidvin, suppeurter, rødløg, krydderier samt vand til hanen er dækket
4) Lad retten simre en times tid, tag hanen op og pil kødet af
5) Blend suppen med en stavblender, smag til og server med kødet fra hanen
 
Jeg brugte en jordbæreddike til denne lyse suppe, men jeg er sikker på en hvidvinsbalsamico eller æblecidereddike vil fungere lige så godt. Eddiken kan også sagtens undlades, da der er en del vin i retten. Jeg har heller ikke sparet på krydderierne, så vær rundhåndet, især med karryen og de tørre krydderurter. Du kan også sagtens smide ekstra grøntsager i retten, hvis du har nogen tilovers i køleskabet, som du skal have spist. Retten bliver formentlig ikke ringere af lidt ekstra rodfrugter, gulerødder eller lignende. Du kan også sagtens bruge friske hvidløg, som heller ikke burde gøre retten spor ringere - jeg er bare en lille kylling, når det kommer til rå hvidløg, og synes det er nemmere at bruge det i form af pulver eller granulat. Leg med sammensætningen – du kan med sikkerhed bruge mange forskellige grøntsager, rodfrugter, krydderier samt kød, og opnå en dejlig fyldig suppe. Det er en skøn og let måde at få mange grøntsager i sin kost, og så på velsmagende vis.

Jeg har tidligere lavet denne suppe i en lidt anden og tykkere version uden vin, faktisk som en af de første opskrifter her på bloggen. Denne opskrift samt et par flere har jeg samlet til dig her, bare som en liste med lidt inspiration til de lidt mere varme og fyldige retter med massere af grøntsager:

Saftig kylling med voldsomt mange grøntsager
Cremet jordskoksuppe - den seriøst sunde variant
En sundere græskarsuppe serveret med kylling
Paprikagryde med et læs af grøntsager og sojafløde
Den nemmeste tomatsuppe
Måske lidt for tyk suppe - og virkelig mør oksesteg
 
Det er virkelig rart at solen nu begynder at være mere fremme og det er lysere om morgenen. Her i den sidste tid af vintermånederne har det nemlig været lidt lunkent med overskuddet på energikontoen. Og jeg synes det er noget som vender tilbage sidst på vintersæsonen hvert år, og jeg har i den forbindelse lagt mærke til, at det hjælper mig at ændre, hvad jeg spiser og måden det er tilberedt. I de varmere måneder af året trives jeg rigtig godt på en masse rå grøntsager, men det er som om at min krop godt vil have sine næringsstoffer i lidt mere tilgængelig form i de mere kolde måneder. Det betyder altså varme! Så alle sammenkogte retter, supper og andre fyldige retter, hvor jeg kan få en masse god næring ud af hele kyllinger, ænder, oksestege samt grøntsager, krydderier og krydderurter. I diverse kombinationer. Jeg kan mærke det har en god virkning og giver min krop mere energi. Og jeg tror vi skal passe lidt på med de helt hardcore raw udskejelser og spisevaner i vintermånederne, da vores kroppe måske kan have brug for mere varme samt mere lettilgængelig eller -fordøjelig næring fra vores råvarer. Jeg har i hvert fald fundet frem til, at det hjælper på mit eget energiniveau og følelsen af velvære i min krop, når den her i de kolde måneder får gode fyldige og varme kødretter baseret på massere af grøntsager og krydderier. I hvert fald i et eller to af mine måltider om dagen. Kan ikke helt undvære grøntsager og frugt i sin naturlige form, men kan mærke stor forskel ved at gå mere over til de varme retter i kulden. Måske er det varmen, måske er det nærring fra kød på benene af dyrene, måske er det simretiden og væsken, måske er det kombinationen …
 
Varme, fylde, smag og næring i kulden J
 
Sip sip sip sip sip,
LevSundtNU


Alle billederne i dette indlæg er taget af fotograf Jonas Raaby
 
 jraaby [snabel-a] googlemail.com

09 marts 2013

Palmesukker, yaconsirup, stevia med flere - mine alternativer til hvidt sukker …

Vi kan vist hurtigt blive enige om, at hvidt sukker er skidt for kroppen. Bare mærk hvordan din krop har det, når du har spist slik eller andre søde sager med det hvide, forarbejdede sukker. Min krop bliver tung, træt og jeg bliver oppustet. Og hvis du ikke kan mærke dette, så forsøg en måned uden sukker, og prøv så at se hvordan du har det i din krop efter en pose slik, og mærk godt efter …
 
Jeg har af præcis denne årsag for længst smidt alt hvidt sukker ud på hjemmeadressen, og det sker meget sjældent at hvidt sukker havner i min krop. Man har jo sine dage, eller det kan være svært helt at undgå i selskaber, men i det store hele undgår jeg allerhelst det hvide stads, da jeg bare bliver pænt utilpas af det.

Hvis du ellers har brug argumenter for at smide dit hvide sukker ud, så søg eventuelt på Dr. Robert Lustig på nettet og se hans lidt længere foredrag, Sugar: The Bitter Truth, om det hvide sukkers vej gennem kroppen og belastning på din lever, eller tag måske i stedet den lidt mere letfordøjelige serie, The Skinny on Obesity.

Og så får du her nogle af mine egne alternativer til hvidt sukker. En liste jeg selv bruger, når nu der skal bruges en form for sødme i en dessert eller noget sundt slik - og den får da mig til at tænke over, om der lige skulle være et sundere, mere naturligt og bedre alternativ, inden jeg vælger ingredienser ...
 
Palmesukker, yaconsirup, stevia m.fl.
- alternativer til hvidt sukker …
 
En mørk og en lys palmesukker
- alternativer til hvidt sukker ...
Sødme
Stevia
F.O.S.
Palmesukker
Yaconsirup
Ahornsirup
Honning
Lucumapulver
Mesquitepulver
Dadler
Svesker
Abrikoser
Pærejuice
Æblemos
Banan
 
For tiden er palmesukker min favorit sødning. Det er nemt at bruge, og det søder næsten så godt som almindeligt sukker, har fylde til kager og så har det et glukæmisk index på 35. Almindeligt hvidt sukker ligger på omkring 60-70 stykker. Derudover er der bibeholdt langt flere sporstoffer, mineraler og vitaminer i produktet, som gør det nemmere for kroppen at arbejde med. Det er mere naturidentisk. Min krop får i hvert fald ikke helt samme sløjhed eller utilpashed af dette.
 
Jeg bruger to forskellige slags, som også er de billigste jeg har fundet. Det meget mørke og mere grove palmesukker er Panela, og det har jeg købt i Torvehallerne hos Il Fornaio for 58 kr. De har haft udsolgt rigtig længe, men endelig fået det hjem igen, juhu - så go for it. Det mere lyse og fine palmesukker er fra Sweet Tree og det har jeg også købt for 58 kr. hos Naturpoteket på Christianshavn. Det er begge dele for 500 gram og dermed billigere end det de sælger i andre helsekostbutikker fra The Raw Chocolate Company, som ellers er billigst med mange andre produkter. Jeg synes bedst om smagen af det mørke palmesukker, det virker også allermest naturidentisk, men det lyse er lettere at opløse, når jeg har brug for det i flydende form.

Og når jeg flotter mig, så anvender jeg yaconsirup. Det har et GI på kun 3-5, hvilket er utroligt lavt og dermed næsten ikke blodsukkerforstyrrende overhovedet. Også min krops favorit, hvis den kunne få lov at vælge og pengepungen ikke fik noget at sku' ha' sagt... Det er nemlig noget dyrere, da det også skal bestilles over nettet, og som regel har jeg bestilt det enten i England eller Sverige, men kan se at et par danske sites også er begyndt at føre det nu. Det er lidt drøjt i brug, men til gengæld består det af en stor del fructo-oligosaccharider, en form for sukkerstoffer eller inulin, der passerer ufordøjet gennem kroppen - altså uden at blive forbrændt, da det agerer som et præprobiotisk stof og siges at blive omdannet til fibre i tarmene. F.O.S. som også står på listen er lige præcis dette stof i pulverform, men også pebret i prisen, og så synes jeg yaconsiruppen er nemmere at bruge og søder med en mere rund og mørk sødme, melasseagtig eller tæt på en tyk ahornsirup. Begge indeholder dermed også helt naturligt færre kalorier.
 
Det skal så lige siges, at mange af disse sukkererstatninger jo også indeholder kalorier og er forholdsvist koncentrerede former for sukkerstof, selvom det hvide sukker er værre. Det er ikke altid så godt for vores kroppe at modtage så meget sukkerstof på en gang, når vi ikke er i bevægelse mere end vi er i dag. Derfor forsøger jeg generelt at mindske sødmen i min kost. Jeg kan også mærke, at jeg får det bedre, når jeg ikke får så meget sødt eller spiser så mange desserter, selvom det er de sundere varianter. Jeg får i hvert fald nemmere ved at holde min mæthed stabil og mine cravings forsvinder. Og det er altså en stor fordel, synes jeg selv – så mindskes også følelsen af at skulle kæmpe en kamp mod den søde tand …
 
Jeg forsøger derfor også at veksle mellem de former for sødme jeg bruger i desserter og til guf i det hele taget. For nogle har bedre smag, andre færre kalorier, nogle lavere GI, andre helt naturlige, nogen uden bismag, andre lettere konsistens og nemmere at dosere - så afhænger meget af hvad jeg skal bruge sødmen til og hvordan jeg så finder den bedste løsning.
 
Et spørgsmål: hvilke alternativer bruger du til at søde med ??
 
Der findes selvfølgelig også agavesirup og sukrin i flere varianter, men da min krop ikke er så glad for disse to alternativer, er de ikke røget på listen...

Rigtig god fornøjelse med de sødere alternativer J
 
Sweet taste & dreams,
LevSundtNU